Mestring af den visuelle fortælling: En fælles udfordring
Vi lever i en tid, hvor mange nye medier og platforme konstant udfordrer vores opfattelse af identitet, demokrati og samfund. Bibliotekerne har altid påtaget sig rollen som garant for viden og oplysning, men udviklingen gør, at det er nødvendigt at tænke i nye baner for at nå især børn og unge i den kaotiske mediestrøm.
Derfor lancerede Svendborg Bibliotek i 2017 den nyskabende CREATE Festival (tidl. Svendborg Graphic), der inviterer sine deltagerne ind i de visuelle fortællinger i spil, animation og tegneserier.
Æstetiske læreprocesser
På festivalen skal eleverne selv involvere sig og blive medskabere sammen med professionelle kunstnere, spiludviklere og formidlere. Gennem de æstetiske læreprocesser bliver deres verdensbillede udfordret og kvalificeret gennem netop de medier, som de er i konstant berøring med.
En udvidet værktøjskasse
Det handler altså ikke alene om at give børn og unge et kritisk blik, men om at udstyre dem med de rette værktøjer til at mestre disse medier. Og den værktøjskasse festivalen stiller til rådighed er hentet fra kunsten og kreativitetens verden.