Artist Talk: Bag om Baldur's Gate 3
6 Game Awards inklusive ‘Game of the Year’ og ‘Best RPG’, en Bafta for ‘Best Game’, rating på 97% hos PC Gamer, der også har kåret spillet som det bedste i 2024. Få spil når de samme højder, og nu kan du møde nogle af folkene bag kæmpesuccesen.
Da Larian Studios i 2023 udgav spillet Baldur’s Gate 3, satte de en ny standard for, hvad et RPG adventure game kan tilbyde sine spillere. De uendelige valgmuligheder du har, de mange hemmeligheder du kan opdage og alle de mange filmscener du kan nyde.
Samtidig går det prisvindende spil foran, når det gælder diversitet og modet til at lade spilleren lege med roller og personlige valg. Nu kan du møde tre spiludviklere fra det roste spilstudie, der vil tage dig med ind i maskinrummet på den store produktion.
Glæd dig til at møde producer Christian Bank Enevoldsen, cinematic lead Graham Ross og storyboard artist Dave Stokes, der til daglig sidder i henholdsvis Irland og England.