Fra forestillingen 'SH4DOW' af Mikael Fock og ARTificial Mind
Fra forestillingen 'SH4DOW' af Mikael Fock og ARTificial Mind

Konference om kunst og kunstig intelligens

CREATE Konferencen i 2024 handlede om kunstig intelligens.

Med årets CREATE Konference sætter vi fokus på, hvordan udviklingen af kunstig intelligens skaber nye rammer for kunst, kreativitet og erkendelse. Vi har sammensat et program, hvor du kan møde en række oplægsholdere, der alle arbejder i det grænseland, som kunstig intelligens har skabt med et trylleslag.

Lige nu flytter kunstig intelligens nemlig grænserne for, hvad det vil sige at være et kreativt og skabende menneske. Eller gør den? Der er mange myter og skrækscenarier, men selv hvis de er overdrevne, er der ingen tvivl om, at den nye teknologi får vidtrækkende konsekvenser for vores arbejde og i særdeleshed for det, vi kalder kreativ tænkning.

Ødelæggende teknologi eller nye muligheder? På denne konference forsøger vi at nærme os et svar.

Denne gang kommer maden fra Byens Gårdbutik, hvor der er fokus på økologi og gode, lokale råvarer.

Fra værket 'A Faustian Friendship' af Cecilie Waagner Falkenstrøm
Fra værket 'A Faustian Friendship' af Cecilie Waagner Falkenstrøm

Oplægsholdere

OLE WINTHER – Professor i data science og bioinformatik på Københavns Universitet/Danmarks Tekniske Universitet

Generativ kunstig intelligens
Ole Winther tager fat i, hvordan kunstig intelligens med hastige skridt bevæger sig ind på områder, hvor menneskelig kreativitet plejede at være computeren overlegen. Han vil gøre dig klogere på, hvordan det er blevet muligt, hvilke konsekvenser det kan have for vores arbejde, og ikke mindst på, hvad vi kan gøre for at få teknologien til blive et nyttigt værktøj.

 

AXEL HAANING – Ph.d. i videnskabsstudier og lektor i filosofi- og videnskabshistorie ved Roskilde Universitet

Kreativitet og forestillingsevne – en glemt dimension i religion, videnskab og filosofi
Kreativitet som skaberkraft har i religion og filosofi været omgærdet af frygt og fascination, djævelskab og gudebilleder. Begrebet imaginatio spiller imidlertid en vigtig rolle i nu oversete eller glemte strømninger af europæisk filosofi og videnskab. Har moderne ambitioner glemte rødder her?

Fra værket 'Stronger Together' af Cecilie Waagner Falkenstrøm
Fra værket 'Stronger Together' af Cecilie Waagner Falkenstrøm

LOTTE PHILIPSEN – Lektor i Kunsthistorie ved Aarhus Universitet og leder af AIIM (Aesthetics of AI Images)

AI og billedkunst: skabelse, analyse, kuratering og (mis)brug
Lotte Philipsen fortæller, hvordan AI-teknologi, på godt og ondt, har billedkunstnerisk relevans på fire forskellige måder:
1) som redskab, der kan indgå i skabelsen af billedkunst
2) som værktøj, der kan analysere billedkunst
3) som sorterings- og forbindelsesmekanisme, der kan kuratere kunst for beskueren
4) som computermodeller, der kan (mis)bruge eksisterende billedkunst i træningsfasens datasæt.

 

CECILIE WAAGNER FALKENSTRØM – Prisvindende kunstner og grundlægger af ARTificial Mind, der specialiserer sig i at lave tech-art

Kunst og kunstig intelligens
I sit oplæg vil Cecilie Waagner Falkenstrøm fortælle om, hvordan hun bruger teknologien som kunstnerisk medie til at udforske den menneskelige tilstand. Teknologi og kunstig intelligens fylder mere og mere i vores hverdag, men på hvilken måde påvirker det os som mennesker? Med moderne teknologier som blockchain, machine learning og AI inviterer Cecilie Waagner Falkenstrøm beskueren eller deltageren til reflektere over, hvad det vil sige at være menneske.

Samtale mellem KATRINE STENUM POULSEN – Museumsinspektør og kurator ved museet Trapholt
og AXEL HAANING – Ph.d. i videnskabsstudier og lektor i filosofi- og videnskabshistorie ved Roskilde Universitet

Ånden i maskinen: Samtale og dialog med publikum
Med eksempler fra Trapholts udstilling Connect Me udforsker kunstformidleren og idéhistorikeren, hvordan kunstig intelligens kan åbne nye veje  for vores forståelse af os selv og vores forbundethed med naturen og teknologien.

Fra forestillingen 'Centaur' af Pontus Lidberg og  ARTificial Mind.
Fra forestillingen 'Centaur' af Pontus Lidberg og ARTificial Mind.